Jeg har fået konstateret kræft i knoglen ved mit venstre knæ. De siger at kræften er lokal, så CT skanningen i morgen skal afsløre om de har ret eller ej. Jeg har haft 4 dage herhjemme fra jeg fik beskeden at vide første gang, og ventetiden er gået med at spekulere, bekymre, bygge, spille, se film, snakke om alt muligt andet, snakke alvorligt, græde, grine og meget andet. Det er en underlig følelse jeg går med indvendigt. Jeg vil ikke op på sygehuset og lægge som en anden grøntsag mens kanyler og pis og lort får lov at flænse i huden på kryds og tværs. Jeg vil ikke reduceres.
I morgen bliver dagen, hvor vi formegentlig får lagt en plan over hvad der nu kommer til at ske med kemo, operationer osv. og for at være ærlig er jeg pisse nervøs. Jeg er ikke bange for at dø (døden i sig selv). Jeg er ikke bange for at få cuttet mit ben af. Jeg er bange for smerten. Jeg er bange for at komme til at lide en hel masse.
Om jeg overlever det hele ved jeg sku ikk, men uanset hvad blir jeg nok mere voksen af hele forløbet, og opnår et klarere syn på mange ting.
I morgen udkommer L.O.C.'s første single i lang tid, så den skal jeg høre på vej op på hospitalet. Dét glæder jeg mig til. Men selve dét at ankomme på sygehuset er jeg sku nervøs for.
Jeg har aldrig været bange for psykiske thrillere eller gysere. Jeg er ikke så bange for hvad lægerne vil sige, jeg er mere bange for dét at kunne kigge ned ad mig selv efterfølgende og se blod. Jeg er mere bange for den fysiske smerte, end den psykiske.
Jeg tror det hele går. Jeg tror jeg bliver rask. Men jeg ved også at der skal kæmpes. Og det blir ikke sjovt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar