Frygt & Frank

... og så afsted igen til kemo. Der har været meget spekulation og angst i den her uge, fordi vi, i torsdags, fik at vide hvad der helt præcist skal ske med mit knæ. Jeg bliver opereret d. 26. april - dvs. snart! Og jeg ved at det bliver ubehageligt af helvede til. Underligt nok er jeg i mit hoved kommet frem til en mærkelig konklusion... Jeg har fundet ud af at frygt bare er irrationelt. Det giver ingen mening at være bange. Det giver heller ingen mening at græde eller at ærgre sig. Så lige pt. er jeg ikke bange overhovedet for operationen. Jeg nyder egentlig bare tiden inden. Det er lidt svært at forklare uden at der går "åbenbarings-teori" i det, men jeg håber i forstår, at når man har gået så lang tid og været bange - først for døden, så for kemo'en, så for småoperationer, så sker der et eller andet op i hovedet af een. Tror egentlig bare man lærer at være glad for det man har.
På trods af kemo, har ugen her egentlig været fin. Jeg skulle godt nok blive oppe på sygehuset en dag ekstra, så jeg nu kun har 1 dag hjemme før jeg skal til kemo igen, men sådan er det jo. Vi fik besøg af Frank Hvam på sygehuset i Fredags. Han havde aftalt med en overlæge at han gerne ville komme og drikke en kop kaffe med os (de unge kræftramte) på Århus Sygehus, og det gjorde han så. Jeg var helt vildt spændt på hvordan han ville være, og hvad der skulle ske, men det hele var egentlig meget afslappet. Han kom ind, drak lidt kaffe, forklarede hvorfor han var kommet og så fik vi ellers lov til at stille ham spørgsmål. Da der var ingen af de 17 andre kræftpatienter der turde spørge ham om noget, gav jeg den selvfølgelig bare hele armen - jeg ville fandme da ha' svar på nogle ting, nu hvor man bare kunne sidde og spørge. Derfor kom 80 % af spørgsmålene også fra mig, så det føltes egentlig som at sidde alene og snakke med ham. Det var en vanvittig fed V.I.P. oplevelse, og det løftede lige humøret 10 point opad.