Spænding og nydelse

Jeg har efterhånden været hjemme i ret lang tid. Har haft godt 10 dage hjemme nu, og skal ind på sygehuset mandag. Jeg føler jeg har fået udnyttet tiden godt, og været sammen med mange af de mennesker jeg holder af. Jeg var til svendegilde i lørdags, og fik for første gang i 2 mdn. noget alkohol indenbords. Aldrig har en kold tuborg smagt så godt... DET var dejligt. Man glemmer helt den side af sig selv der bare gir slip, og fester løs, så den side var jeg glad for at opleve igen. For tiden har jeg gang i mange små ting (godt at holde sig beskæftiget). Jeg konstruerer mange ting, skriver meget med folk, tager meget ud med venner og kæreste og er begyndt så småt at skrive sange med en kammerat (det er selvfølgelig mig der står for lyrikken). Jeg har det godt med det hele lige nu... men.... jeg ved også at jeg efterhånden kommer tættere og tættere på den store operation (den der skal stjæle en del af min førlighed fra mig). Efter operationen vil jeg nemlig kun kunne gå 2 km om dagen, og jeg ved at jeg efter operationen vil få mange smerter. Dét at vide hvornår smerterne kommer, er en tanke man nemt kan blive sindsygt i hovedet af. Forestil dig at du om præcis 3 uger, skal ha et kæmpe spark i løget. Og det stopper ikke med at gøre ondt lige foreløbig, efter. Det glæder jeg mig ikke til. Jeg prøver ikke at tænke så meget på det, og så bare få det bedste ud af mine fridage nu her. Jeg har ekstrem stor tro på mig selv for tiden, og jeg er overbevist om at jeg sagtens kan klare det, jeg er ekspert i mental overlevelse (ja, det lyder fedt hva? :P). Nej, men jeg ved også at når jeg ligger med smerterne er det noget helt andet. Så er man pludselig ikke så stærk længere. Og jeg ved også at jeg kommer til at suge meget på andre, forstået på den måde, at jeg kommer til at søge trøst ved andre end mig selv, og det har jeg det egentlig okay med. Jeg stoler på de folk jeg har omkring mig, og det er rigtig dejligt. Jeg glæder mig til at det hele er overstået, og jeg kan få en lille smule mere ro i mit hoved.