Hjemme igen

Efter 4 dage på sygehuset, er jeg nu hjemme i Skibbild igen, og det er ubeskrivelig dejligt at være hjemme, bare dét at kunne gå nogle steder uden at slæbe rundt på et stativ, med 2 poser på - at slippe for at høre på kemoens klukken og droppets stikken. Dét er dejlig. Jeg slås stadig meget med kvalme efter kemoen, men håber på det snart går væk, så jeg kan begynde at komme lidt mere ud. Jeg har 14 dage hjemme nu her, før jeg skal ind på sygehuset igeb til en anden slags kemo, så det er med at nyde det mens det varer....

Kluk, kluk, kluk...

Jeg er nu officielt i kemo behandling. Jeg har fået lagt et drop ind lige ved halsen, og selve dét at få lagt det ind, er noget af det i mit liv jeg har været allermest nervøs for. Forestil dig at een skal ind og stikke en nål ind i din hals. Ikk' en rar tanke vel?
Men 20 minutter senere var jeg færdig og på vej til kemo. Først fik jeg saltvand i drop, og så sukkervand og derefter fik jeg, og får jeg, nu, kemo i drop ved halsen. Det er en mærkelig følelse. Jeg mærker det ikke så meget. Kun den lille klukkende lyd af væsken der løber ned ved siden af mig, og den prikkende fornemmelse af at ha et drop i huden konstant. Men indtil videre er det slet ikke så slemt som jeg havde forestillet mig. Jeg havde forestillet mig at have kvalme og ondt i hovedet osv., men det har jeg ikke mærket noget til (endnu). Jeg har været igang med kemo i godt 2 timer nu. Så det kan da være den kommer engang.
Men nu skal jeg ligge (næsten) i konstant kemobehandling indtil Fredag hvor jeg skal hjem igen.
Jeg får besøg af 2 venner i morgen + kæresten, så det blir dæææjlig.

Stilheden før den der storm dér

I dag er det lørdag, og der er 3 dage til jeg skal i den første kemobehandling. Jeg bliver indlagt på Århus universitetshospital nu her på Tirsdag. Jeg er en go blanding af... skide nervøs og spændt på hvad der skal ske. Jeg er egentlig ret spændt på at se/mærke om det gør ondt, med kemo. Og jeg glæder mig faktisk til at overbevise mig selv om at jeg sagtens kan træne og være aktiv mens jeg har kemo.
Håret - er hverken blevet bange eller stukket af endnu, så har været en tur i bio og på bones med kæresten for at spille det sidste smart jeg kan, før jeg mister håret. Og så må jeg jo se at komme over det her. Jeg kan se frem til en lang periode på 9 mdr's behandling, så synes lidt jeg bliver nødt til at se positivt på det. Og det vil jeg så gøre...

Gammaprutter

Jeg var på hospitalet i går, for at få fjernet et stykke væv fra mit venstre knæ, som de så kunne analysere. Selvom jeg var under fuld bedøvelse hele vejen, smertede det noget så voldsomt da jeg vågnede. Jeg spiste en pære, brækkede en pære op igen. Jeg spiste en bolle... okay you get the picture. Derfor var jeg ret afkræftet da jeg kom hjem, og så skulle jeg ligge med benet over hjertehøjde i sengen og prøve at falde i søvn.. kæft det var træls! I dag gik det bedre. Men det var fandme godt nok ikke uden nervøsitet at jeg kom sjoskende op på hospitalet igen i dag til en undersøgelse mere. Det viste sig dog at være ganske harmløst. De sprøjtede lidt gammaradioaktivt stof i blodet på mig, og så fik jeg ellers lov til at drikke en masse, så en del af stoffet kunne blive udskilt "ad urinvejene". Herefter stod den på gammaskanning i en 20 minutters tid hvorefter jeg ellers fik lov til at slæbe krykkerne med tilhørende krop - hjem, igen. På vej hjem i bilen, forgiftede jeg imidlertid luften for mine forældre, da sådan noget gamma jo skal UD af kroppen igen. Og når man ikke kan pisse i en bil, måtte det jo komme ud et andet sted fra...

Lungekræft?

Når man har kræft i knæet, er det meget sandsynligt at man også har kræft i lungerne. Efter nyligt overstået CT skanning, viser det sig, at der ikke er tegn på kræft i lungerne. Man kan altså "i princippet skære benet af, og kræften vil være væk". Nu forsøger jeg jo så bare at undgå at miste benet på det, men livet skulle være 70% sikkert at jeg beholder.

Et los i løgene senere...

Jeg har fået konstateret kræft i knoglen ved mit venstre knæ. De siger at kræften er lokal, så CT skanningen i morgen skal afsløre om de har ret eller ej. Jeg har haft 4 dage herhjemme fra jeg fik beskeden at vide første gang, og ventetiden er gået med at spekulere, bekymre, bygge, spille, se film, snakke om alt muligt andet, snakke alvorligt, græde, grine og meget andet. Det er en underlig følelse jeg går med indvendigt. Jeg vil ikke op på sygehuset og lægge som en anden grøntsag mens kanyler og pis og lort får lov at flænse i huden på kryds og tværs. Jeg vil ikke reduceres.
I morgen bliver dagen, hvor vi formegentlig får lagt en plan over hvad der nu kommer til at ske med kemo, operationer osv. og for at være ærlig er jeg pisse nervøs. Jeg er ikke bange for at dø (døden i sig selv). Jeg er ikke bange for at få cuttet mit ben af. Jeg er bange for smerten. Jeg er bange for at komme til at lide en hel masse.
Om jeg overlever det hele ved jeg sku ikk, men uanset hvad blir jeg nok mere voksen af hele forløbet, og opnår et klarere syn på mange ting.
I morgen udkommer L.O.C.'s første single i lang tid, så den skal jeg høre på vej op på hospitalet. Dét glæder jeg mig til. Men selve dét at ankomme på sygehuset er jeg sku nervøs for.
Jeg har aldrig været bange for psykiske thrillere eller gysere. Jeg er ikke så bange for hvad lægerne vil sige, jeg er mere bange for dét at kunne kigge ned ad mig selv efterfølgende og se blod. Jeg er mere bange for den fysiske smerte, end den psykiske.

Jeg tror det hele går. Jeg tror jeg bliver rask. Men jeg ved også at der skal kæmpes. Og det blir ikke sjovt.