Færdig med operationen og... AV for satan!

Jeg er lige blevet færdig med operationen i dag, og havde ikke de voldsomste smerter lige bagefter. Så skete der dét at narkosen aftog lige så stille, og smerterne meldte sig på banen. Er pt. bonget op på morfin, så smerterne er minimale, men stadig: aV av av! Operationen gik ellers godt, og holdte hovedet koldt før jeg sku op til operationen.

Operation: Knæ

Så er det lige oppe over. Én dag mere og så ligger jeg på briksen og gennemgår mit livs største forandring. Selve operationen tager 3-4 timer, men smerterne varer garanteret ved i længere tid. Efter narkose har jeg også go' erfaring med at kaste op, så der er bare rigtig meget at se frem til. Jeg har den her idé om at jeg vil holde øjnene tørre og brynene oppe når jeg kommer ind på operationsstuen. Jeg vil ta' det med oprejst pande. Om det kommer til at foregå sådan, får vi jo at se om små 24 timer. Det er pt ikk' nervøsiteten der plager mig, det er mere en spænding. Det blir' selvfølgelig en ubehagelig oplevelse, men min hjerne har åbenbart overbevist min krop om at det her er voldsomt spændende, og der er egentlig flere sommerfugle i maven af mig, end der er angst.

Frygt & Frank

... og så afsted igen til kemo. Der har været meget spekulation og angst i den her uge, fordi vi, i torsdags, fik at vide hvad der helt præcist skal ske med mit knæ. Jeg bliver opereret d. 26. april - dvs. snart! Og jeg ved at det bliver ubehageligt af helvede til. Underligt nok er jeg i mit hoved kommet frem til en mærkelig konklusion... Jeg har fundet ud af at frygt bare er irrationelt. Det giver ingen mening at være bange. Det giver heller ingen mening at græde eller at ærgre sig. Så lige pt. er jeg ikke bange overhovedet for operationen. Jeg nyder egentlig bare tiden inden. Det er lidt svært at forklare uden at der går "åbenbarings-teori" i det, men jeg håber i forstår, at når man har gået så lang tid og været bange - først for døden, så for kemo'en, så for småoperationer, så sker der et eller andet op i hovedet af een. Tror egentlig bare man lærer at være glad for det man har.
På trods af kemo, har ugen her egentlig været fin. Jeg skulle godt nok blive oppe på sygehuset en dag ekstra, så jeg nu kun har 1 dag hjemme før jeg skal til kemo igen, men sådan er det jo. Vi fik besøg af Frank Hvam på sygehuset i Fredags. Han havde aftalt med en overlæge at han gerne ville komme og drikke en kop kaffe med os (de unge kræftramte) på Århus Sygehus, og det gjorde han så. Jeg var helt vildt spændt på hvordan han ville være, og hvad der skulle ske, men det hele var egentlig meget afslappet. Han kom ind, drak lidt kaffe, forklarede hvorfor han var kommet og så fik vi ellers lov til at stille ham spørgsmål. Da der var ingen af de 17 andre kræftpatienter der turde spørge ham om noget, gav jeg den selvfølgelig bare hele armen - jeg ville fandme da ha' svar på nogle ting, nu hvor man bare kunne sidde og spørge. Derfor kom 80 % af spørgsmålene også fra mig, så det føltes egentlig som at sidde alene og snakke med ham. Det var en vanvittig fed V.I.P. oplevelse, og det løftede lige humøret 10 point opad.

Tilbage til kemo

Så er jeg tilbage på sygehuset. Foran mig står 2 uger med "den milde version" af kemo, og så skal jeg opereres i knæet d. 26. april. Det blir det største! Jeg glæder mig IKKE. Jeg er derimod ret nervøs for evt. kommende smerter. Men nu tager jeg ugerne her stille og rolig og prøver at se lyst på tiden inden operationen.

Spænding og nydelse

Jeg har efterhånden været hjemme i ret lang tid. Har haft godt 10 dage hjemme nu, og skal ind på sygehuset mandag. Jeg føler jeg har fået udnyttet tiden godt, og været sammen med mange af de mennesker jeg holder af. Jeg var til svendegilde i lørdags, og fik for første gang i 2 mdn. noget alkohol indenbords. Aldrig har en kold tuborg smagt så godt... DET var dejligt. Man glemmer helt den side af sig selv der bare gir slip, og fester løs, så den side var jeg glad for at opleve igen. For tiden har jeg gang i mange små ting (godt at holde sig beskæftiget). Jeg konstruerer mange ting, skriver meget med folk, tager meget ud med venner og kæreste og er begyndt så småt at skrive sange med en kammerat (det er selvfølgelig mig der står for lyrikken). Jeg har det godt med det hele lige nu... men.... jeg ved også at jeg efterhånden kommer tættere og tættere på den store operation (den der skal stjæle en del af min førlighed fra mig). Efter operationen vil jeg nemlig kun kunne gå 2 km om dagen, og jeg ved at jeg efter operationen vil få mange smerter. Dét at vide hvornår smerterne kommer, er en tanke man nemt kan blive sindsygt i hovedet af. Forestil dig at du om præcis 3 uger, skal ha et kæmpe spark i løget. Og det stopper ikke med at gøre ondt lige foreløbig, efter. Det glæder jeg mig ikke til. Jeg prøver ikke at tænke så meget på det, og så bare få det bedste ud af mine fridage nu her. Jeg har ekstrem stor tro på mig selv for tiden, og jeg er overbevist om at jeg sagtens kan klare det, jeg er ekspert i mental overlevelse (ja, det lyder fedt hva? :P). Nej, men jeg ved også at når jeg ligger med smerterne er det noget helt andet. Så er man pludselig ikke så stærk længere. Og jeg ved også at jeg kommer til at suge meget på andre, forstået på den måde, at jeg kommer til at søge trøst ved andre end mig selv, og det har jeg det egentlig okay med. Jeg stoler på de folk jeg har omkring mig, og det er rigtig dejligt. Jeg glæder mig til at det hele er overstået, og jeg kan få en lille smule mere ro i mit hoved.