Nu med hår.... igen

Har langt om længe fået hår på hovedet igen! Stor triumf! At det så snart forsvinder igen, det er så et mindre nederlag. Jeg har brugt ugen på at ligge i kemo (metrotraksat), så det har ikke været så slemt. Humøret er oppe, og jeg glæder mig til Juli.

En måned siden

SÅ blir bloggen opdateret igen. Der er næsten gået en måned siden sidst. Har haft brug for fuldstændig ro i mit hoved, og har ikke følt for at skrive. Den skinne jeg har fået på mit ben (en DonJoy) har gjort, at mit ben har skulle være strakt gennem lang tid. Den tid er forbi og jeg må nu begynde at bøje benet aktivt, også når jeg går. Det er selvfølgelig dejligt, men svært at vænne sig til, da jeg har "opdraget" mig selv til at gå med benet strakt i rigtig lang tid nu. Jeg leder pt. efter en handicapbil, da jeg jo som sagt ikke kommer til at kunne gå mere end 2 km om dagen. Derfor vil jeg faktisk gerne høre hvis i har nogle gode råd eller indspark. Bilen skal være fra ny af, da den er kommunestøttet, og må helst ikke koste for meget. I kan jo ringe, hvis i har nogle gode ideer.
Jeg skal op på sygehuset (igen) til metrotraksat her på mandag, så det blir træls. Heldigvis har jeg fået skrabet en god omgang overskud sammen, så det er til at overkomme.

Hjem kære hjem

Nu har jeg efterhånden gået en rum tid hjemme. Jeg har fået lov til at vente med kemo til d. 30. maj, så det kunne næsten ikke være bedre. Det giver lige lidt ekstra fritid og fedningstimer. Det er dejligt at være hjemme, også selvom man skal humpe ned på røven når man skal ned af trappen, og egentlig ikke kan sidde normalt på en stol. Jeg har lånt en kørestol, et par krykker og en badebænk af Herning Kommune, så det er måden det praktiske foregår på, i tiden herhjemme.

Et billede af protesen

Den protese jeg har fået sat ind i knæet, kan ses her til højre på siden. Jeg har ikke fået ny knæskal, men ydredelen af knoglerne er skiftet med en protese. I kan se et større billede her: http://e-dok.rm.dk/e-dok/e_700318.nsf/$CXIV/ATTACH-RMAP-8CMG2T/$FILE/Inds%C3%A6ttelse%20af%20GMRS%20protese%20i%20skinneben.pdf

iRobot 2

Jeg er kom hjem igen for en lille uges tid siden. Ugen er gået med afslapning og tilvænning til dét at komme rundt på krykker og kørestol gennem huset. Nu har jeg så fået et brev fra Århus Sygehus, hvori der står, at jeg først skal til kemo igen d. 30. maj. Jeg har altså 12 dage hjemme endnu inden turen går til kemoland. Det er svært at vænne sig til tanken om at der er en protese i mit ben, og benet "knirker" da også sommetider når jeg går på det. Jeg er meget nervøs for at skade protesen, da jeg godt må bøje i benet, men altså ikke aktivt strække det. Jeg fik lige overbalance her for en times tid siden, og det gjorde at jeg måtte støtte, pludseligt på mit dårlige ben. Det er en ubehagelig fornemmelse, og jeg tror hele tiden at jeg ødelægger noget når sådan noget sker. Pt. har jeg benet i en skinne, sådan at det holdes strakt hele tiden, og det er nok det bedste, da der er mindre chance for at skade det på den måde. Hver dag træner jeg mit knæ ved at bøje det. Det er nogle hårde øvelser, og selvom det er ikke er mange gentagelser jeg skal igennem på sådan en dag, er der stor chance for, at jeg har ondt i benet bagefter, eller at jeg får kramper i benet mens jeg gør det.
Da de satte protesen ind i mit ben, flyttede de en del af min underbensmuskel op over knæet, sådan at protesen ikke ligger op mod huden, men op mod en muskel. Det gør så bare, at når jeg har ondt i undersiden af skinnebenet (ved ikk hvad området hedder), er det faktisk fordi det gør ondt i mit knæ. Min hjerne tror stadigvæk at musklen sidder omkring skinnebenet selvom den er blevet flyttet. Jeg glæder mig til jeg kan begynde at gå om et par måneder, og synes egentlig det er dejligt at det værste er overstået nu.

I morgen

Jeg har bestemt at jeg vil hjem Onsdag.  I går begyndte de så at snakke om, at det kunne være jeg bare skulle blive liggende her på hospitalet til mandag og så gå direkte ned til kemo. Jeg spurgte så fysioterapeuten hvad der skulle til, for at jeg kunne komme hjem Onsdag, og hun sagde at jeg selv skulle kunne gå på toilettet med krykker. Så jeg tog krykkerne i hånden og ud på toilet - lad mig sige det sådan her: Jeg skal fandme ikke ligge 4 uger i træk på et hospital!
Jeg glæder mig til at komme hjem i morgen, men er selvfølgelig lidt nervøs for om jeg kan klare mig selv når jeg kommer hjem. Jeg kan godt støtte på mit venstre ben, men der er stadig restriktioner på, hvor meget jeg må bruge det, og desuden gør det lidt ondt hver gang jeg kommer op og stå. Håber jeg får nogle dage med fred, her inden jeg igen starter på kemo d. 16.

Træt af hospitalet

Nu har jeg snart lagt her i 14 dage! Det er begyndt at blive små-irriterende, og jeg vil gerne snart hjem. Men samtidig kan jeg ikke få ligningen til at gå op i mit hoved, for når jeg kommer hjem skal jeg selv kunne gå på toilet, og lige nu, kan jeg knap nok rejse mig, før det gør ondt i benet.

8 dage senere

Nu har jeg lagt her i 8 dage siden operationen. Det er begyndt at være lidt trælst. Jeg ligger primært på ryggen hele tiden, og det er ikke just rart i længden. Jeg glæder mig MEGET til at komme hjem, men der er lange udsigter. Kom op og stå på et ben for første gang i dag. Det var stort. Ellers gør det ondt når jeg skal op og ud af sengen. Min feber fortsætter, så det er lidt træls, men i det midste er den da faldet. Til dem der ikke ved det, gik operationen godt, og det er efterfølgende forløbet som planlagt med genoptræningen.

Færdig med operationen og... AV for satan!

Jeg er lige blevet færdig med operationen i dag, og havde ikke de voldsomste smerter lige bagefter. Så skete der dét at narkosen aftog lige så stille, og smerterne meldte sig på banen. Er pt. bonget op på morfin, så smerterne er minimale, men stadig: aV av av! Operationen gik ellers godt, og holdte hovedet koldt før jeg sku op til operationen.

Operation: Knæ

Så er det lige oppe over. Én dag mere og så ligger jeg på briksen og gennemgår mit livs største forandring. Selve operationen tager 3-4 timer, men smerterne varer garanteret ved i længere tid. Efter narkose har jeg også go' erfaring med at kaste op, så der er bare rigtig meget at se frem til. Jeg har den her idé om at jeg vil holde øjnene tørre og brynene oppe når jeg kommer ind på operationsstuen. Jeg vil ta' det med oprejst pande. Om det kommer til at foregå sådan, får vi jo at se om små 24 timer. Det er pt ikk' nervøsiteten der plager mig, det er mere en spænding. Det blir' selvfølgelig en ubehagelig oplevelse, men min hjerne har åbenbart overbevist min krop om at det her er voldsomt spændende, og der er egentlig flere sommerfugle i maven af mig, end der er angst.

Frygt & Frank

... og så afsted igen til kemo. Der har været meget spekulation og angst i den her uge, fordi vi, i torsdags, fik at vide hvad der helt præcist skal ske med mit knæ. Jeg bliver opereret d. 26. april - dvs. snart! Og jeg ved at det bliver ubehageligt af helvede til. Underligt nok er jeg i mit hoved kommet frem til en mærkelig konklusion... Jeg har fundet ud af at frygt bare er irrationelt. Det giver ingen mening at være bange. Det giver heller ingen mening at græde eller at ærgre sig. Så lige pt. er jeg ikke bange overhovedet for operationen. Jeg nyder egentlig bare tiden inden. Det er lidt svært at forklare uden at der går "åbenbarings-teori" i det, men jeg håber i forstår, at når man har gået så lang tid og været bange - først for døden, så for kemo'en, så for småoperationer, så sker der et eller andet op i hovedet af een. Tror egentlig bare man lærer at være glad for det man har.
På trods af kemo, har ugen her egentlig været fin. Jeg skulle godt nok blive oppe på sygehuset en dag ekstra, så jeg nu kun har 1 dag hjemme før jeg skal til kemo igen, men sådan er det jo. Vi fik besøg af Frank Hvam på sygehuset i Fredags. Han havde aftalt med en overlæge at han gerne ville komme og drikke en kop kaffe med os (de unge kræftramte) på Århus Sygehus, og det gjorde han så. Jeg var helt vildt spændt på hvordan han ville være, og hvad der skulle ske, men det hele var egentlig meget afslappet. Han kom ind, drak lidt kaffe, forklarede hvorfor han var kommet og så fik vi ellers lov til at stille ham spørgsmål. Da der var ingen af de 17 andre kræftpatienter der turde spørge ham om noget, gav jeg den selvfølgelig bare hele armen - jeg ville fandme da ha' svar på nogle ting, nu hvor man bare kunne sidde og spørge. Derfor kom 80 % af spørgsmålene også fra mig, så det føltes egentlig som at sidde alene og snakke med ham. Det var en vanvittig fed V.I.P. oplevelse, og det løftede lige humøret 10 point opad.

Tilbage til kemo

Så er jeg tilbage på sygehuset. Foran mig står 2 uger med "den milde version" af kemo, og så skal jeg opereres i knæet d. 26. april. Det blir det største! Jeg glæder mig IKKE. Jeg er derimod ret nervøs for evt. kommende smerter. Men nu tager jeg ugerne her stille og rolig og prøver at se lyst på tiden inden operationen.

Spænding og nydelse

Jeg har efterhånden været hjemme i ret lang tid. Har haft godt 10 dage hjemme nu, og skal ind på sygehuset mandag. Jeg føler jeg har fået udnyttet tiden godt, og været sammen med mange af de mennesker jeg holder af. Jeg var til svendegilde i lørdags, og fik for første gang i 2 mdn. noget alkohol indenbords. Aldrig har en kold tuborg smagt så godt... DET var dejligt. Man glemmer helt den side af sig selv der bare gir slip, og fester løs, så den side var jeg glad for at opleve igen. For tiden har jeg gang i mange små ting (godt at holde sig beskæftiget). Jeg konstruerer mange ting, skriver meget med folk, tager meget ud med venner og kæreste og er begyndt så småt at skrive sange med en kammerat (det er selvfølgelig mig der står for lyrikken). Jeg har det godt med det hele lige nu... men.... jeg ved også at jeg efterhånden kommer tættere og tættere på den store operation (den der skal stjæle en del af min førlighed fra mig). Efter operationen vil jeg nemlig kun kunne gå 2 km om dagen, og jeg ved at jeg efter operationen vil få mange smerter. Dét at vide hvornår smerterne kommer, er en tanke man nemt kan blive sindsygt i hovedet af. Forestil dig at du om præcis 3 uger, skal ha et kæmpe spark i løget. Og det stopper ikke med at gøre ondt lige foreløbig, efter. Det glæder jeg mig ikke til. Jeg prøver ikke at tænke så meget på det, og så bare få det bedste ud af mine fridage nu her. Jeg har ekstrem stor tro på mig selv for tiden, og jeg er overbevist om at jeg sagtens kan klare det, jeg er ekspert i mental overlevelse (ja, det lyder fedt hva? :P). Nej, men jeg ved også at når jeg ligger med smerterne er det noget helt andet. Så er man pludselig ikke så stærk længere. Og jeg ved også at jeg kommer til at suge meget på andre, forstået på den måde, at jeg kommer til at søge trøst ved andre end mig selv, og det har jeg det egentlig okay med. Jeg stoler på de folk jeg har omkring mig, og det er rigtig dejligt. Jeg glæder mig til at det hele er overstået, og jeg kan få en lille smule mere ro i mit hoved.

"The Eagle"

Nu har jeg efterhånden tilbragt et par dage hjemme. Og i går var jeg så med kæresten og vennen inde og se "the eagle". Havde ikke de store forventninger til den egentlig. Tænkte det bare var sådan en "Gladiator"-Wannabe-film. Og det VAR nu heller ikke den helt store handling, men dét jeg bed mærke i, var, at jeg virkelig kunne identificere mig med hovedrollen. Det handler om en stolt romer, der bliver udstationeret i Britannien. Efter nogle dage som hærfører på et fort, beslutter han at sende sine mænd ud i marken for at "scout'e". Næste dag, kommer fjendens hær slændrende med de nyligt tilfangetagende romerske soldater, og begynder langsomt at henrette hver og en af dem, for øjnene af hærføreren. Da han ikke vil lade sine soldater i stikken, vælger han at sende 50 mænd, inkl. sig selv, ud for at stoppe henrettelserne. Han når at redde sine mænd, men bliver selv alvorlig såret, og HER begynder det at blive spændende. For skaden han har pådraget sig er at finde i VENSTRE KNÆ!!! Fandme ja! Ikke højre lår eller venstre fod - VENSTRE KNÆ! Senere drager den skadede romer ud for at generobre en guld-ørn, der er et symbol på den romerske stolthed. På trods af hans skade, formår han at komme helskindet hjem med ørnen, og generobre den romerske stolthed.

14 dages frihed

Endelig kom jeg hjem igen efter små 4 dage i intens kemo behandling. Døjer lidt med noget halvvejs-kvalme stadig, men det er lige til at overkomme. Ellers, er jeg glad for at være hjemme, og vil nu, egentlig bare nyde de 14 dage jeg har i Skibbild.

Doxorobicin

Da jeg kom tilbage på Sygehuset i dag, troede jeg, at jeg skulle ha den milde form for kemo. (Og så den slemme form næste uge). Dét skulle jeg ikk. Jeg sku ha den slemme omgang i den her uge, og så hjem 14 dage efter. Det med de 14 dage er som positivt nok, men er lidt træt af at sku ha den slemme omgang. Havde det ikk ligefrem godt sidst. Men kemoen kører nu, og kvalmen har ikke meldt sig endnu, så humøret er højt, trods en nål i brystet og klukkende pose kemo i stativet ved sengen.

i, Robot

Det var så den fødsdag. Nu er jeg 21, og forskellen er lille. Jeg har fået indopereret et lille karteter (en port 'a cat) i brystet, sådan at man kan stikke en nål ned i den lille metalring, når kemoen skal indtages, i stedet for at lægge et drop hver gang. Karteteret stikker dog noget ud fra kroppen, og man kan tydeligt se den lægge under huden. Det er lidt creepy. Og kan ikke undgå at sende refererende tanker til filmen; "I,Robot", da jeg senere også får indopereret noget i knæet. Men det hører jo med. Jeg er ved godt mod for tiden, så det er dejligt. Starter på 2. omgang metotraksat i morgen og ugen ud.

Efter planen

Så kører det igen efter planen. Jeg er indlagt på sygehus og skal starte på kemo i morgen. Så skal jeg hjem i weekenden, og Onsdag skal der så lægges Port á cat, som er en metalting der opereres ind under huden, så man kan stikke ned i den, når kemoen "serveres". Lige nu har jeg et drop i halsen, og det er altså ikke lige det mest behagelige, så glæder mig til port a cat'en blir lagt. Jeg har fået en flink roommate her på sygehuset, så vi gamer lidt xbox og snakker lidt. Han er 15, så der er lidt aldersforskel, men han virker som en cool fyr, så det er dejligt når man skal bruge så meget tid sammen.

Infektion

Som titlen antyder er jeg gået hen og fået en infektion. Jeg havde 14 dage hjemme inden jeg skulle ind på sygehuset igen, og det blev så lige reduceret til 10 dage hjemme, da lægerne igår valgte at indlægge mig på Århus til antibiotika behandling formegentlig indtil på fredag. Jeg er meget ked af det for tiden, og har svært ved at holde det indeni mig selv. Det er lidt som om at alle de tanker og følelser og angst jeg har gået med kommer op til overfladen nu. Det er selvfølgelig en god ting at få talt om nogle af tingene, men jeg føler sku stadig at jeg blir svagere på den måde. Jeg har aldrig kunne lide dét med at udlevere mig selv for meget. Jeg håber snart mit humør vender...

... og håret røg sig en tur

Jeg fik af vide af min hospitalskammerat, at håret ville ryge den her weekend. Jeg troede ikke på det, indtil jeg pludselig, mandag, kunne hive store totter ud af håret. Det blev så slemt, at jeg nu har bestemt mig for at klippe mig selv skaldet. Hvis i undrer jer over hvordan DET ser ud, ligger der et billede her til højre på siden.

Hjemme igen

Efter 4 dage på sygehuset, er jeg nu hjemme i Skibbild igen, og det er ubeskrivelig dejligt at være hjemme, bare dét at kunne gå nogle steder uden at slæbe rundt på et stativ, med 2 poser på - at slippe for at høre på kemoens klukken og droppets stikken. Dét er dejlig. Jeg slås stadig meget med kvalme efter kemoen, men håber på det snart går væk, så jeg kan begynde at komme lidt mere ud. Jeg har 14 dage hjemme nu her, før jeg skal ind på sygehuset igeb til en anden slags kemo, så det er med at nyde det mens det varer....

Kluk, kluk, kluk...

Jeg er nu officielt i kemo behandling. Jeg har fået lagt et drop ind lige ved halsen, og selve dét at få lagt det ind, er noget af det i mit liv jeg har været allermest nervøs for. Forestil dig at een skal ind og stikke en nål ind i din hals. Ikk' en rar tanke vel?
Men 20 minutter senere var jeg færdig og på vej til kemo. Først fik jeg saltvand i drop, og så sukkervand og derefter fik jeg, og får jeg, nu, kemo i drop ved halsen. Det er en mærkelig følelse. Jeg mærker det ikke så meget. Kun den lille klukkende lyd af væsken der løber ned ved siden af mig, og den prikkende fornemmelse af at ha et drop i huden konstant. Men indtil videre er det slet ikke så slemt som jeg havde forestillet mig. Jeg havde forestillet mig at have kvalme og ondt i hovedet osv., men det har jeg ikke mærket noget til (endnu). Jeg har været igang med kemo i godt 2 timer nu. Så det kan da være den kommer engang.
Men nu skal jeg ligge (næsten) i konstant kemobehandling indtil Fredag hvor jeg skal hjem igen.
Jeg får besøg af 2 venner i morgen + kæresten, så det blir dæææjlig.

Stilheden før den der storm dér

I dag er det lørdag, og der er 3 dage til jeg skal i den første kemobehandling. Jeg bliver indlagt på Århus universitetshospital nu her på Tirsdag. Jeg er en go blanding af... skide nervøs og spændt på hvad der skal ske. Jeg er egentlig ret spændt på at se/mærke om det gør ondt, med kemo. Og jeg glæder mig faktisk til at overbevise mig selv om at jeg sagtens kan træne og være aktiv mens jeg har kemo.
Håret - er hverken blevet bange eller stukket af endnu, så har været en tur i bio og på bones med kæresten for at spille det sidste smart jeg kan, før jeg mister håret. Og så må jeg jo se at komme over det her. Jeg kan se frem til en lang periode på 9 mdr's behandling, så synes lidt jeg bliver nødt til at se positivt på det. Og det vil jeg så gøre...

Gammaprutter

Jeg var på hospitalet i går, for at få fjernet et stykke væv fra mit venstre knæ, som de så kunne analysere. Selvom jeg var under fuld bedøvelse hele vejen, smertede det noget så voldsomt da jeg vågnede. Jeg spiste en pære, brækkede en pære op igen. Jeg spiste en bolle... okay you get the picture. Derfor var jeg ret afkræftet da jeg kom hjem, og så skulle jeg ligge med benet over hjertehøjde i sengen og prøve at falde i søvn.. kæft det var træls! I dag gik det bedre. Men det var fandme godt nok ikke uden nervøsitet at jeg kom sjoskende op på hospitalet igen i dag til en undersøgelse mere. Det viste sig dog at være ganske harmløst. De sprøjtede lidt gammaradioaktivt stof i blodet på mig, og så fik jeg ellers lov til at drikke en masse, så en del af stoffet kunne blive udskilt "ad urinvejene". Herefter stod den på gammaskanning i en 20 minutters tid hvorefter jeg ellers fik lov til at slæbe krykkerne med tilhørende krop - hjem, igen. På vej hjem i bilen, forgiftede jeg imidlertid luften for mine forældre, da sådan noget gamma jo skal UD af kroppen igen. Og når man ikke kan pisse i en bil, måtte det jo komme ud et andet sted fra...

Lungekræft?

Når man har kræft i knæet, er det meget sandsynligt at man også har kræft i lungerne. Efter nyligt overstået CT skanning, viser det sig, at der ikke er tegn på kræft i lungerne. Man kan altså "i princippet skære benet af, og kræften vil være væk". Nu forsøger jeg jo så bare at undgå at miste benet på det, men livet skulle være 70% sikkert at jeg beholder.

Et los i løgene senere...

Jeg har fået konstateret kræft i knoglen ved mit venstre knæ. De siger at kræften er lokal, så CT skanningen i morgen skal afsløre om de har ret eller ej. Jeg har haft 4 dage herhjemme fra jeg fik beskeden at vide første gang, og ventetiden er gået med at spekulere, bekymre, bygge, spille, se film, snakke om alt muligt andet, snakke alvorligt, græde, grine og meget andet. Det er en underlig følelse jeg går med indvendigt. Jeg vil ikke op på sygehuset og lægge som en anden grøntsag mens kanyler og pis og lort får lov at flænse i huden på kryds og tværs. Jeg vil ikke reduceres.
I morgen bliver dagen, hvor vi formegentlig får lagt en plan over hvad der nu kommer til at ske med kemo, operationer osv. og for at være ærlig er jeg pisse nervøs. Jeg er ikke bange for at dø (døden i sig selv). Jeg er ikke bange for at få cuttet mit ben af. Jeg er bange for smerten. Jeg er bange for at komme til at lide en hel masse.
Om jeg overlever det hele ved jeg sku ikk, men uanset hvad blir jeg nok mere voksen af hele forløbet, og opnår et klarere syn på mange ting.
I morgen udkommer L.O.C.'s første single i lang tid, så den skal jeg høre på vej op på hospitalet. Dét glæder jeg mig til. Men selve dét at ankomme på sygehuset er jeg sku nervøs for.
Jeg har aldrig været bange for psykiske thrillere eller gysere. Jeg er ikke så bange for hvad lægerne vil sige, jeg er mere bange for dét at kunne kigge ned ad mig selv efterfølgende og se blod. Jeg er mere bange for den fysiske smerte, end den psykiske.

Jeg tror det hele går. Jeg tror jeg bliver rask. Men jeg ved også at der skal kæmpes. Og det blir ikke sjovt.

Ventetid.

Jeg er pt. lidt et mærkeligt sted i mit liv. Jeg står til at ska starte på journalisthøjskolen i Århus her til Februar, men kun hvis jeg kommer ind på mit stand-by. Ellers skal jeg vente helt til september med at starte. Der er nu 16 dage til jeg begynder at få svar på om jeg er kommet ind eller ej, og kæmper med 1000 tanker lige pt. "Hvor skal jeg bo", "hvornår skal jeg få tid til at genoptræne mit knæ, når jeg samtidig skal læse", "vil jeg overhovedet kunne li' Århus", "hvad sker der med mine venner? Holder jeg stadig kontakten?", "vil jeg overhovedet ha' råd til at flytte" og "hvad hvis det slet ikke er så fedt som jeg gik og troede?". Det er nemt at være negativ, men jeg ser egentlig meget positivt på det hele, nok også fordi det ikke helt er gået op for mig hvad det er der skal til at ske. Men jeg glæder mig da trods alt, og hader samtidig, at jeg ikke aner om det blir nu eller ej. Jeg er fuldstændig fastlåst i situationen, og føler mig sku lidt uden magt overhovedet! Jeg har ingen magt over mit liv lige nu... Ved ikke hvorfor jeg lige har brug for at smide den her ud til jer allesammen. Måske for at vise jer, at i ikke er alene om at have bekymringer, dem findes der sku mange af. Heldigvis findes der også utallige løsninger på dem. Også selvom det kræver sin ventetid.

Jantevalg - Ansvaret at vælge, eller at holde sin kæft!

Når vi går til valg i demokratiske lande som Danmark, har mange en tendens til, bare, pr. automatik at opfatte sig selv som værende stemmeværdig. Dels fordi man (når man stemmer) er over 18 og dels fordi det er en menneskeret at stemme. Danmark skal være et deltagelsesdemokrati! Ja tak! Men jeg går sku ind for, at man så trods alt har sat sig ind i det man stemmer på. Og ikke som i; "jeg har læst en klumme i avisen eller 2". Nej - sat sig ORDENTLIGT ind i, hvad de forskellige partier mener, og hvorfor.
Jeg går i DEN grad ind for at man som vælger har et ansvar. Inden man stemmer bør man spørge sig selv: "VED jeg nok om det her?" og "er min stemme overhovedet noget værd, hvis jeg ikke kan se forskellige politiske sager fra forskellige synspunkter?" Jeg går ind for det jeg vil vælge at kalde "jantevalg". Jantevalg går ud på at man som menneske skal gøre op med sig selv om man har sat sig nok ind i tingene til at ens stemme er værdig. Der er alt for mange mennesker i Danmark der bare stemmer på et eller andet random, fordi det enten er dét parti deres omgangskreds stemmer på, eller fordi de ganske enkelt ikke ved bedre. Jeg forventer ikke af folk at man skal nærstudere ALLE partiers indgangsvinkel til ALLE poliske sager, men bare gøre sig det klart; "Hvorfor jeg stemmer på dét parti, og hvad er alternativet, og skulle jeg eventuelt bare lade være med at stemme, nu jeg ikke ved nok om politik?". Hvis folk stillede sig selv det spørgsmål hver gang de skulle stemme, ville Danmark blive bare en ANELSE bedre. Vi ville få flere FULDBLODSSTEMMERE.
Og tro så ikke at jeg selv er en jantevalgs-hykler! Den første gang jeg havde muligheden for at stemme, efter at være fyldt de 18, var til europavalget. Jeg vidste godt nogenlunde hvad valget gik ud på, men jeg vidste ganske enkelt ikke nok om europæisk politik - derfor lod jeg være med at stemme. Det kunne have været sjovt at prøve for første gang, men det ville ikke være "sjovt" hvis min stemme var med til at gøre EU til noget værre end det er.

Derfor - tag nu for helvede ansvar når du stemmer! Lad være med at lytte til andre, og hvis du ikke interesserer dig nok, så lad stemmesedlen ligge på bordet, og brug den bordskåner i stedet. Der er ingen grund til at lade god papir gå til spilde!

Numero Uno

Se! Det her er min første blog! Det her hvor jeg for første gang stikker armen ned i halsen på mig selv. Finder hjertet blandt mine indre organer. Rører det. Ager det. Spørger det hvad det synes om dét at blogge.... og det er så her mit hjerte svarer "dunk dunk, blunk". Oversat: "Sådan noget dagbogs-se-mig-jeg-har-behov-for-at-ytre-mine-tanker-for-nogle-og-lette-mit-hjerte". Ja mit hjerte kender typen! Det er sådan nogle trælse folk der blogger. Og så vil den vågne akademiker spørge: "Jamen Jan, dit klamme dyr, hvorfor blogger du så selv". Og det gør jeg såmænd fordi jeg lever efter det ædle ordsprog: "Moral er godt! Dobbelmoral - det er dobbelt så godt". Men nok om det.

Det vi skal snakke om i dag er lysten til rive af folk der opfatter sig selv som værende det vigtigste i verden. Folk der kigger på sig selv, kigger på personen i spejlet og konstaterer: "Så, nu er jeg pæn nok til at være en lort mod alle mennesker". Det er DEN slags mennesker jeg mener. Sådan nogle der bare er evigglade hvis de kan få lov til at bruge en hel Lørdag aften på at fortælle hvor højt de elsker deres kæreste, eller hvor de fik deres manicure henne i dag. Sådan nogle mennesker - der går mere op i at prale om deres eget liv, end at involvere sig i andres... sådanne mennesker - de skulle skydes. Jeg synes vi sku lave en sport ud af det - gøre det til en årlig begivenhed: "Jagtsæson for trælse mennesker". Og så ellers udlevere rifler i hobetal til mennesker der IKKE er trælse, og så kan de jo rense lidt ud. Og hvis du tænker: "jamen Jan jeg synes faktisk DU er pæn træls at høre på, tja... så er der ikke meget du ka gøre ved det, for det var mig der kom på ideen først - æv bæv!"

Det var vidst nok ulækkert lækkert for i dag. Og husk! Hvis du rent faktisk har givet dig tid til at LÆSE det her, er du jo et sygt menneske med for lidt liv! Find noget at gi dig til!