1. Februar, 2011
Regn. De her små dråber der rammer mig virker pludselig ikke
som et friskt pust længere. Det virker som en mørk kappe der lægger sig over
mig. Jeg er lige kommet ud fra lægehuset med diagnosen: knude i knæet. Jeg står
og prøver at finde ud af mig selv, prøver at få styr på mine tanker. Jeg venter
på min far. Jeg har ringet efter ham og bedt ham aflyse alt og komme og hente
mig nu. Han arbejder inde ved BMW i Herning i den her periode. Imens jeg venter
forsøger jeg at synke oplysningen. Jeg prøver at samle mod til at kunne sige
til mig selv at jeg skal klare mig igennem det her, og at hvis jeg ikke kan slå
sygdommen kan jeg i det mindste give den kamp til stregen. Men hver gang jeg
bygger et mod op i mit hoved styrter det sammen som et sandslot. Jeg bryder sammen.
Min mave trækker sig sammen i kramper. Jeg kan mærke det fysisk i min mave hvor
ondt det gør. Jeg begynder min rejse mod et sort hul som mine håb falder ned i.
Jeg venter. Det føles fandme som en evighed. Hvornår kommer han? Min far? Jeg
kan ikke huske om jeg har ringet til min mor og bedt hende om at komme hjem
også. Det tror jeg måske jeg har. Ellers har min far. Min far ankommer til
vildbjerg i en sølvgrå BMW stationcar. Jeg sætter mig ind. Jeg kan se på ham at
han har 1000 spørgsmål. Jeg siger til ham at jeg ikke vil sige noget før vi er
kommet hjem. Han spørger alligevel og jeg kan mærke at jeg er ved at bryde
sammen og siger at jeg først vil fortælle ham det når vi er kommet hjem. Da vi
kommer hjem ankommer min mor på samme tid næsten. Jeg siger til dem at vi lige
sætter os ned i køkkenet for der er nogle ting jeg gerne vil snakke med dem om.
Der er lidt gåen rundt før de sætter sig. Jeg får vidst sagt til dem at jeg har
været til lægen. Og… kan i huske det som lægen siger er et springerknæ? Jeg var
jo til røntgen i går og der er kommet svar. Jeg har kræft i knæet. Jeg tror det
er det jeg har sagt. De spørger ind til om jeg er sikker og jeg siger at det er
en knude. De næste par timer er mærkelige. Vi får ringet frem og tilbage til
lægen der har fortalt mig det og jeg er i chok – det samme er mine forældre. Vi
får hentet stinna. Jeg tror det er mor der kører ind og henter hende. Hun
kommer grædende hen til mig. Jeg tror aldrig jeg har set hende græde. Vi sætter
os i sofaen og snakker. Efter lidt tid kan jeg mærke at jeg gerne vil være
alene og sætter mig op på værelset. Jeg ligger i min seng i lidt tid. Jeg
begynder at lave en videodagbog. Min mor kommer ind. Jeg spørger om hun ikke
lige kan vente lidt. Hun går igen. Jeg fortsætter videodagbogen. Jeg opfatter
dagbogen som begyndelsen på en dokumentar/bog jeg senere vil lave. Min kreative
hjerne er i overlevelsesmode. Nu vil jeg huskes for noget hvis jeg dør snart.
Jeg overvejer at ringe til stefanie og komme på talefod igen. Jeg ringer til
Peder og ber ham om at sige det videre. Jeg ringer til Johanne, svend, tobias
og tenna. Jeg fortæller det til Tenna og spørger bagefter: ”Vil du stadig være
kærester med mig?” Og hun svarer ja. Hun vil meget gerne ud til mig og hun kan
komme inden 3 timer.
Næste dag kommer jeg til MR scanning. Jeg kan huske at jeg
bliver lagt ned i en scanner. Kan huske hospitalsloftets huller og
sygeplejerskerne og mens jeg bliver ført ind i scanneren går det op for mig at
alt min frihed er ved at blive taget fra mig. Jeg er ved at blive en patient.
Jeg har vidst musik i ørene. Jeg græder. Vi kommer op på venteværelse bagefter
og vi kommer ind og får beskeden: ondartet kræft i venstre knæ.
Overlevelseschancen er 70-30. Jeg får nogle dage hjemme. Køreturen hjem fra
hospitalet kører jeg med min far. Han er ked af det. Vi kører ved biblioteket
da han spørger hvad jeg tænker og jeg svarer at jeg ikke vil dø. Jeg får nogle
dage hjemme inden jeg skal ind til kemo. Det er her jeg møder Marianne. Og det
er hende der viderefører min dødsangst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar