Fra begyndelsen...igen

Det her er ufiltrerede tanker fra den første tid med kræft. Det er hvad jeg husker. Det er hverken rettet igennem for grammafejl, platheder eller andet snavs. Det er bare rå hukommelse.

1. Februar, 2011

Regn. De her små dråber der rammer mig virker pludselig ikke som et friskt pust længere. Det virker som en mørk kappe der lægger sig over mig. Jeg er lige kommet ud fra lægehuset med diagnosen: knude i knæet. Jeg står og prøver at finde ud af mig selv, prøver at få styr på mine tanker. Jeg venter på min far. Jeg har ringet efter ham og bedt ham aflyse alt og komme og hente mig nu. Han arbejder inde ved BMW i Herning i den her periode. Imens jeg venter forsøger jeg at synke oplysningen. Jeg prøver at samle mod til at kunne sige til mig selv at jeg skal klare mig igennem det her, og at hvis jeg ikke kan slå sygdommen kan jeg i det mindste give den kamp til stregen. Men hver gang jeg bygger et mod op i mit hoved styrter det sammen som et sandslot. Jeg bryder sammen. Min mave trækker sig sammen i kramper. Jeg kan mærke det fysisk i min mave hvor ondt det gør. Jeg begynder min rejse mod et sort hul som mine håb falder ned i. Jeg venter. Det føles fandme som en evighed. Hvornår kommer han? Min far? Jeg kan ikke huske om jeg har ringet til min mor og bedt hende om at komme hjem også. Det tror jeg måske jeg har. Ellers har min far. Min far ankommer til vildbjerg i en sølvgrå BMW stationcar. Jeg sætter mig ind. Jeg kan se på ham at han har 1000 spørgsmål. Jeg siger til ham at jeg ikke vil sige noget før vi er kommet hjem. Han spørger alligevel og jeg kan mærke at jeg er ved at bryde sammen og siger at jeg først vil fortælle ham det når vi er kommet hjem. Da vi kommer hjem ankommer min mor på samme tid næsten. Jeg siger til dem at vi lige sætter os ned i køkkenet for der er nogle ting jeg gerne vil snakke med dem om. Der er lidt gåen rundt før de sætter sig. Jeg får vidst sagt til dem at jeg har været til lægen. Og… kan i huske det som lægen siger er et springerknæ? Jeg var jo til røntgen i går og der er kommet svar. Jeg har kræft i knæet. Jeg tror det er det jeg har sagt. De spørger ind til om jeg er sikker og jeg siger at det er en knude. De næste par timer er mærkelige. Vi får ringet frem og tilbage til lægen der har fortalt mig det og jeg er i chok – det samme er mine forældre. Vi får hentet stinna. Jeg tror det er mor der kører ind og henter hende. Hun kommer grædende hen til mig. Jeg tror aldrig jeg har set hende græde. Vi sætter os i sofaen og snakker. Efter lidt tid kan jeg mærke at jeg gerne vil være alene og sætter mig op på værelset. Jeg ligger i min seng i lidt tid. Jeg begynder at lave en videodagbog. Min mor kommer ind. Jeg spørger om hun ikke lige kan vente lidt. Hun går igen. Jeg fortsætter videodagbogen. Jeg opfatter dagbogen som begyndelsen på en dokumentar/bog jeg senere vil lave. Min kreative hjerne er i overlevelsesmode. Nu vil jeg huskes for noget hvis jeg dør snart. Jeg overvejer at ringe til stefanie og komme på talefod igen. Jeg ringer til Peder og ber ham om at sige det videre. Jeg ringer til Johanne, svend, tobias og tenna. Jeg fortæller det til Tenna og spørger bagefter: ”Vil du stadig være kærester med mig?” Og hun svarer ja. Hun vil meget gerne ud til mig og hun kan komme inden 3 timer.

Næste dag kommer jeg til MR scanning. Jeg kan huske at jeg bliver lagt ned i en scanner. Kan huske hospitalsloftets huller og sygeplejerskerne og mens jeg bliver ført ind i scanneren går det op for mig at alt min frihed er ved at blive taget fra mig. Jeg er ved at blive en patient. Jeg har vidst musik i ørene. Jeg græder. Vi kommer op på venteværelse bagefter og vi kommer ind og får beskeden: ondartet kræft i venstre knæ. Overlevelseschancen er 70-30. Jeg får nogle dage hjemme. Køreturen hjem fra hospitalet kører jeg med min far. Han er ked af det. Vi kører ved biblioteket da han spørger hvad jeg tænker og jeg svarer at jeg ikke vil dø. Jeg får nogle dage hjemme inden jeg skal ind til kemo. Det er her jeg møder Marianne. Og det er hende der viderefører min dødsangst. 

WebRep

currentVote

noRating

noWeight

Nu med hår.... igen

Har langt om længe fået hår på hovedet igen! Stor triumf! At det så snart forsvinder igen, det er så et mindre nederlag. Jeg har brugt ugen på at ligge i kemo (metrotraksat), så det har ikke været så slemt. Humøret er oppe, og jeg glæder mig til Juli.

En måned siden

SÅ blir bloggen opdateret igen. Der er næsten gået en måned siden sidst. Har haft brug for fuldstændig ro i mit hoved, og har ikke følt for at skrive. Den skinne jeg har fået på mit ben (en DonJoy) har gjort, at mit ben har skulle være strakt gennem lang tid. Den tid er forbi og jeg må nu begynde at bøje benet aktivt, også når jeg går. Det er selvfølgelig dejligt, men svært at vænne sig til, da jeg har "opdraget" mig selv til at gå med benet strakt i rigtig lang tid nu. Jeg leder pt. efter en handicapbil, da jeg jo som sagt ikke kommer til at kunne gå mere end 2 km om dagen. Derfor vil jeg faktisk gerne høre hvis i har nogle gode råd eller indspark. Bilen skal være fra ny af, da den er kommunestøttet, og må helst ikke koste for meget. I kan jo ringe, hvis i har nogle gode ideer.
Jeg skal op på sygehuset (igen) til metrotraksat her på mandag, så det blir træls. Heldigvis har jeg fået skrabet en god omgang overskud sammen, så det er til at overkomme.

Hjem kære hjem

Nu har jeg efterhånden gået en rum tid hjemme. Jeg har fået lov til at vente med kemo til d. 30. maj, så det kunne næsten ikke være bedre. Det giver lige lidt ekstra fritid og fedningstimer. Det er dejligt at være hjemme, også selvom man skal humpe ned på røven når man skal ned af trappen, og egentlig ikke kan sidde normalt på en stol. Jeg har lånt en kørestol, et par krykker og en badebænk af Herning Kommune, så det er måden det praktiske foregår på, i tiden herhjemme.

Et billede af protesen

Den protese jeg har fået sat ind i knæet, kan ses her til højre på siden. Jeg har ikke fået ny knæskal, men ydredelen af knoglerne er skiftet med en protese. I kan se et større billede her: http://e-dok.rm.dk/e-dok/e_700318.nsf/$CXIV/ATTACH-RMAP-8CMG2T/$FILE/Inds%C3%A6ttelse%20af%20GMRS%20protese%20i%20skinneben.pdf

iRobot 2

Jeg er kom hjem igen for en lille uges tid siden. Ugen er gået med afslapning og tilvænning til dét at komme rundt på krykker og kørestol gennem huset. Nu har jeg så fået et brev fra Århus Sygehus, hvori der står, at jeg først skal til kemo igen d. 30. maj. Jeg har altså 12 dage hjemme endnu inden turen går til kemoland. Det er svært at vænne sig til tanken om at der er en protese i mit ben, og benet "knirker" da også sommetider når jeg går på det. Jeg er meget nervøs for at skade protesen, da jeg godt må bøje i benet, men altså ikke aktivt strække det. Jeg fik lige overbalance her for en times tid siden, og det gjorde at jeg måtte støtte, pludseligt på mit dårlige ben. Det er en ubehagelig fornemmelse, og jeg tror hele tiden at jeg ødelægger noget når sådan noget sker. Pt. har jeg benet i en skinne, sådan at det holdes strakt hele tiden, og det er nok det bedste, da der er mindre chance for at skade det på den måde. Hver dag træner jeg mit knæ ved at bøje det. Det er nogle hårde øvelser, og selvom det er ikke er mange gentagelser jeg skal igennem på sådan en dag, er der stor chance for, at jeg har ondt i benet bagefter, eller at jeg får kramper i benet mens jeg gør det.
Da de satte protesen ind i mit ben, flyttede de en del af min underbensmuskel op over knæet, sådan at protesen ikke ligger op mod huden, men op mod en muskel. Det gør så bare, at når jeg har ondt i undersiden af skinnebenet (ved ikk hvad området hedder), er det faktisk fordi det gør ondt i mit knæ. Min hjerne tror stadigvæk at musklen sidder omkring skinnebenet selvom den er blevet flyttet. Jeg glæder mig til jeg kan begynde at gå om et par måneder, og synes egentlig det er dejligt at det værste er overstået nu.

I morgen

Jeg har bestemt at jeg vil hjem Onsdag.  I går begyndte de så at snakke om, at det kunne være jeg bare skulle blive liggende her på hospitalet til mandag og så gå direkte ned til kemo. Jeg spurgte så fysioterapeuten hvad der skulle til, for at jeg kunne komme hjem Onsdag, og hun sagde at jeg selv skulle kunne gå på toilettet med krykker. Så jeg tog krykkerne i hånden og ud på toilet - lad mig sige det sådan her: Jeg skal fandme ikke ligge 4 uger i træk på et hospital!
Jeg glæder mig til at komme hjem i morgen, men er selvfølgelig lidt nervøs for om jeg kan klare mig selv når jeg kommer hjem. Jeg kan godt støtte på mit venstre ben, men der er stadig restriktioner på, hvor meget jeg må bruge det, og desuden gør det lidt ondt hver gang jeg kommer op og stå. Håber jeg får nogle dage med fred, her inden jeg igen starter på kemo d. 16.